Fridykning i Sunnmøre

Skrevet av Ander Møller Vestegård


☞ Tekst og foto av Anders Vestergaard

Først ud på ski, og så ud i vandet for en fridykningsseance. Det er hvad Sunnmøre kan klare at præstere, og årsagen til at jeg flyttede her til for at studere!

Det var egentlig en ret spontan beslutning. Men på en fin solrig lørdag hvor vi var ude på en skitur i fjeldene rundt Ørsta, bestemte vi os for at finde masker og finner frem, for så at hoppe i vandet senere på eftermiddagen. Og hvor fantastisk er det ikke? Først ud på ski, og så ud i vandet for en fridykningsseance. Det er hvad Sunnmøre kan klare at præstere, og årsagen til at jeg flyttede her til for at studere!

Udstyret blev fundet frem, og så kørte vi ellers ud til Eiksund, hvor vi bestemte os for at hoppe i vandet. Vi havde sørget for at medbringe de tykke dragter (7-8 mm), da vandtemperaturen fortsat lå omkring de 8-10 grader. 

Jeg er selv uddannet scuba-dykkerinstruktør, hvilket selvfølgelig giver en fordel da jeg er vant til at være i vand, men hjælper ikke så meget på pusteteknikker. Heldigvis for mig, var en af de andre uddannet i fridykning, og kunne derfor give små tips og tricks på vejen.

Vi havde håbet at finde lidt kamskjell i løbet af dykningen, men fandt desværre ingen. I stedet fik vi kigget lidt på det norske undervandsliv som blandt andet bød på søpindsvin, krabber, en lille stime makrel, tang og tare. Jeg brugte også det meste af tiden til at teste min GoPro, og fik lidt billeder med hjem af den grund. Sigten på dagen var cirka rundt de 5 meter, men kan blive langt bedre end det, især midt på vinteren.

Dykning er en af mine store hobbyer, blandt andet af den grund, at roen under vand er helt utrolig. Man føler at man er besøgende i et helt nyt univers, som virker ekstremt fredfyldt. Jeg har dog også altid haft en tank på ryggen, og derfor kunne ligge i vandet i en længere periode og dermed nyde den fredfyldte
verden. Så målet for sommeren er at blive bedre på pusteteknikken så jeg kan opnå den samme følelse igennem fridykningen.



Kontor for samfunnskontakt ved Høgskulen i Volda er ansvarleg for bloggen MittSunnmøre.no.
Alle innlegga er skrivne av tidlegare eller noverande studentar ved høgskulen.


kommunikasjon@hivolda.no ⎪ © Høgskulen i Volda